Anmeldelse af Gudrun Holcks nye album Muse og hendes release-koncert i Café Mandela i København den 29. juni 2004

 

Af Peter Bischoff

 

Et vildt skrig flænger luften i det lille tætpakkede lokale, hvor hun omsider er trådt ind fra sit skjul omme bagved. Men det er ikke en scene taget fra teenage-gyseren Scream. Ej heller et forløsende primalskrig under en seance med gestalt-terapi. Det er säterpigens kalden på sine køer et sted dybt i de svenske skove, for det er Gudrun Holck, der er i gang med at åbne sin release-koncert for sit nye album ‘Muse’ , der netop er ankommet friskbrændt i små papkasser kun en halv time før, hun går på scenen.

CDen har været længe undervejs, ligesom Gudrun selv med mange afstikkere til Syd og Nord og Øst. Jeg mødte hende første gang omkring 1990, da hun var aktivist i MS, Mellemfolkeligt Samvirke. I december 1992 tog hun med MS på u-landsophold i Burkina Faso, og det blev startskuddet på hendes afrikanske odyssé, der kom til at vare tre et halvt år – især med base i den heftige millionby Lagos i Nigeria, hvortil hun ankom lillejuleaftensdag 1993 og blev modtaget af musikeren Femi Kuti. Hendes mest skelsættende oplevelse var, da hun boede syv måneder i Kalakuta Republic hos hans legendariske far Fela Kuti, der i sin tid skabte afrobeaten, og som Gudrun har dedikeret sit nye album til.

I den megastore millionby begyndte hun for alvor at dyrke sin musikalske interesse. Og allerede i foråret 1994 kunne man læse journalisten Tonio Icheku skrive i ugebladet Poise: “Tab ikke munden, hvis du ved Ikeja-stationen ser en blond europæer, der ryster sit vindblæste hår på plads og tilfældigt falder ind på dit favoritsted Bukateria og beder om to gange eba, et stykke showboy, roundabout, saki, bokotoo og tørfisk sammen med ewedu-suppen – for du kan være sikker på at have mødt Gudrun Holck!” 

Hun var i fuld gang som sanger – for eksempel inviterede en løbeseddel til “Ladies Workin’ It”  søndags-jazz den 5. juni 1994 kl. 20 med Jazzeteria featuring Gudrum ( Oni Dodo ).

I 1996 vendte Gudrun så hjem med 60 minutters studieoptagelser i rygsækken. Det var ret specielt: På en vildt swingende bund af afrobeat og highlife, der i ny og næ jazzede til i hæse blæser-riffs, kunne man høre en kvindestemme på mindst fem forskellige nigerianske sprog og pidgin-engelsk. Og så lige pludselig var det folkevisen Roselil og hendes moder, der strømmede ud af højttalerne i et afrikansk arrangement.

Ovenpå dén odysse kunne man forvente, at Gudrun gik fuldstændig Afrika, men faktisk har hun siden i bemærkelsesværdig grad fundet tilbage til en nordisk tone uden af den grund at glemme sin afrikanske inspiration. Godt nok spillede hun efter hjemkomsten en periode i Muzi DanZim Band og tog ret hurtigt på studietur til den musikalske stormagt Mali, som hun ikke nåede forbi på sin første Afrika-odysse, men eftertiden har også budt på blandt andet en tur til Grønland, et langvarigt samarbejde med et bulgarsk kvindekor og især på et samarbejde med den svenske sangerinde Eva Åström Rune.

 

En stribe glimrende liveoptagelser fra netop dette samarbejde spiller en central rolle på Gudruns nye CD, hvor jungleagtige lydlandskaber à la Zap Mamas pygmæ-lyde i regnskoven på forunderlig vis mødes med Evas og Gudruns særegne fortolkninger af svensk visetradition. Hvor säter-pigernes kalden på køerne i de store svenske skove bygger bro til de tusinde pludrende lyde i den afrikanske jungle.

Det var også under dette samarbejde, at engelske Robert Davis bragte sin didgeridoo ind i billedet som en genial ulmende undertone – et musikalsk loop tilbage til den australske urbefolkning, som klæder den nordiske vokalkraft ualmindeligt godt, og som fortsat er med også i Gudruns nye orkester. En elementær urbrummen, der leder tankerne hen på vor egen nordiske skabelsesberetning:

I Ginnungagap, det store tomsvælg, mødtes kulden og varmen fra islandet Niflheim mod nord og ildlandet Muspelheim mod syd. I den milde, frodige luft opstod først urjætten Ymer, fra hvis armhuler voksede mand og mø, mens højre fod avlede sekshovedet søn med den venstre, siden urkoen Audhumla, udbrummeren. Det var Audhumla, der af de salte rimsten slikkede Bure frem, som fik sønnen Borr, der igen fik tre sønner – blandt andre Odin.

Men selv om Robert Davis’ brummende Audhumla er blevet en rød tråd i Gudruns musik med sine svar på säter-pigernes råb, er der ret stor forskel på albummet og release-koncerten. CDen er blid og ambient med lækre lydbilleder, der bør nydes på et godt anlæg for at yde junglens smålyde og al den rislende percussion fuld retfærdighed, og den passer som udgivelse fint ind i Mik Aidts nye pladelabel Mild Records. Men koncertens liveopførelser var langt mere voldsomme og kontant swingende, når de var bedst.

 

Hvor koncerten startede med et vildt skrig, åbnes, opdeles og indrammes CDen af en række enkle, næsten abstrakte chants – anråbninger, besværgelser, kaldelyde: Intro Calling, Vignet Kula, Chanting For The Unborn Child og Outro Calling. I deres rene og minimalistiske form fyldt med rum er de noget af det bedste på albummet – den længste af dem om Gudruns egen datter får lov til udvikle sig lidt mere vildt.

Blandt de egentlige hovednumre står de to kompositioner sammen med multi-percussionisten Marilyn Mazur stærkt: dels Cross The Stream, der er en ren overflod af små stønnelyde, småskrig, al muligt slagtøj og vandskvulp i en hyldest til Afrikas instrumentmagere, dels Coming Out Of The Bush, der byder på markante og vellydende call-and-response effekter oveni al det delikate slagtøj.

På Angels Song Part 1 and 2 begynder samarbejdet med Robert Davis på didgeridoo at folde sig ud, og det bliver rigtig godt, hvor Eva Åström Rune er med – i Nuets Komposition Part A, B og C. I den midterste del får hun i et kort glimt også lov til at stå alene med en overjordisk smuk svensk melodi-stump, der med antydningens drillende kunst er forbi næsten før, den er begyndt. I den sidste del synger de begge med på svensk og lægger klædeligt mere og mere distance til den rene skønsang.

Og så er der Gudruns eget titelnummer Muse, der i album-versionen ligeledes er baseret på en live-optagelse sammen med Eva Åström Rune. Nummeret står sig bedst, hvis man ikke tænker for meget på teksten, men fokuserer på selve den særegne klanglige kvalitet. Det er, som om sangens håndgribelige indhold trækker ned, mens dens abstrakte tonale karakter får den til at hæve sig, og under en aflytning i et idyllisk sommerhus fjernt fra storbyen slog det mig pludselig, hvad det var, som Muse mindede mig om: nemlig pladen Cansós de Trobairitz med kvindelig troubadour-musik fra omkring år 1200, også helt særegen i klangen. Jeg aner ikke, om der eksisterer nogen musikhistorisk forbindelse mellem denne musik og deres udgave af de svenske viser, men for mig personligt blev en forløsende ring sluttet, da denne sammenhæng pludselig gik op for mig.

 

Blandt hovednumrene er Muse det eneste, som jeg klart foretrækker i CD-versionen. De to Marilyn Mazur-numre klarede sig fint også i koncertversionen, hvor Sarah Gaston og Anders Pedersen erstatter hende på percussion og trommer, og hvor Gudrun selv forstærkes vokalt af Josefine og Emilie Welcher-Ulholm. I Cross The Stream blev de vokale stønne- og gnæklyde udvidet med en flot dansesolo af Birgitte Skands, og i Coming Out Of The Bush havde Robert Davis i stedet for sin didgeridoo fundet en fed elektrificeret kalimba frem.

Angels Song, derimod, fik et enormt løft i den nye koncertudgave, især takket være Preben Carlsen, der med sin fede, groovy og alligevel lidt tilbageholdte guitar fik nummeret til at swinge, så man kunne høre englene synge. Det kunne være en farbar retning for Gudrun, hvor vokalkraften smelter ind i et mere lettilgængeligt format med en bredere appel.

Også Nuets Komposition III, baseret på en grønlandsk trommesang, fik et løft i koncertversionen, hvor Gudruns skrig ikke kun fik modspil fra didgeridooen, men også fra Dawda Jobartehs tryllebindende kora-harpe. En ny Nuets Komposition IV, udført som en live-improvisation over en tekst, der findes på CDens cover, faldt dog fra hinanden både som musik og tekst. Et andet eksperiment med Gollum’s Song fra Ringenes Herre var interessant ved at dyrke det grimme i kontrast til nogle numres skønsang, men virkede alligevel som et vildspor i Gudruns repertoire.

Til gengæld gik koncertens to sidste numre – som heller ikke findes på CDen – rent ind: Det var først en cover-version af Fela Kutis Gentleman, som Fela selv plejede at opføre med en langt større besætning. Alligevel swingede det fantastisk, og Fela selv har næppe nogensinde oplevet nummeret suppleret med både didgeridoo og med gæstemusikeren Henrik Gelin på en harmonika, som her blev spillet dominerende og ekstatisk perkussivt i bedste afrikanske stil. Jeg har i hvert fald aldrig før fået en harmonika på dén måde.

Og det allersidste ekstranummer Soukora var tilegnet Ali Farka Touré fra Mali. Måske er jeg forhåndsindtaget af en svaghed for Malis magi: det er, som om Afrikas store gamle imperium efter 500 års Tornerose-søvn transformerer alle sine energier til den musikalske slagmark – tag bare strenge-virtuoserne Habib Koité og Toumani Diabaté, som Gudrun selv har arbejdet sammen med. Under alle omstændigheder blev ekstranummeret fra Mali et flot og fængende punktum på release-koncerten – her med det fremragende spil på kora-harpe udført af gambianeren Dawda Jobarteh.

 

Gudruns musik blander sine inspirationer meget bredt, men er samtidig smal musik i sin modige og kompromisløse udforskning af vokalkraftens muligheder langt fra tidens mainstream-musik. Og gudskelov for det, selv om noget af hendes materiale bestemt også har et bredere potentiale. Der er brug for, at sangere som Gudrun Holck tør udforske andre musikalske stier end de vante.

Generelt er hendes ikke-tekstlige vokal den mest originale og spændende – i de håndgribelige tekster kommer hun af og til lidt for tæt på det banale. Enten skal hun dreje fremlæggelsen af disse tekster længere væk fra det pæne, eller også skal hun forsøge sig med en anden type tekster, simpelthen.

Men Gudrun Holcks veje er heldigvis uransagelige. Den nigerianske forfatter Ben Okri skriver i sin magiske roman ‘Sultens Vej’ om, hvor vigtigt det er at være på god fod med Vejenes Gud. Dét ser Gudrun ud til at være – som en nutidig globaliseret trobairitz.

 

Peter Bischoff er webredaktør på www.ms.dk